Tema V: Ramasjang Redder hasselmusen

I 2026 inviterer DR endnu en gang børn og familier over hele landet med ud i naturen, når vi lancerer Ramasjang Redder – et landsdækkende projekt, der engagerer børn i biodiversitet ved at redde et truet eller fredet dyr. I år skal børnene hjælpe hasselmusen.

Hasselmusen er et lille, sjældent dyr, som lever i træer og buske. Derudover er den Danmarks eneste syvsover – og helt utroligt nuttet. Den er truet i Danmark, og forskere fra SDU har brug for hjælp til at finde ud af, hvor den stadig lever. Derfor inviterer DR børn og familier til at gå på opdagelse i naturen og lede efter spor fra hasselmusen – og her kan landets biblioteker spille en vigtig rolle.
DR søger biblioteker, der vil være med til at redde hasselmusen og evt. være nøddestation i tre uger fra uge 22. En nøddestation er et sted, hvor børn og familier kan komme forbi og indlevere spor fra hasselmusen, som de har fundet i naturen. Det kan for eksempel være nødder med bidemærker, uglegylp eller hasselmusreder.

Som nøddestation skal biblioteket samle sporene ind fra børn og familier, når de besøger biblioteket og gerne opfordre lokalsamfundet til at komme forbi med deres fund. Når perioden er slut, kan sporene enten sendes med posten til forskere på SDU, eller SDU kan komme og hente dem.

For at gøre det nemt at være Nøddestation sender DR i april en digital materialepakke med blandt andet plakater med vejledninger til at finde spor, billeder af hasselmusens bidemærker og instruktioner til korrekt pakning af spor. Materialet kan bruges til at formidle projektet til børn og familier på biblioteket.

I kan selvfølgelig også være med uden at være nøddestation, hvis I fx allerede har en tæt på, så kan I, ligesom dem med nøddestationer, finde Ramasjang Redder materialer på Bibliotekernes Temasamarbejdes hjemmeside fra cirka uge 21 og frem.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det seneste nyt om fra bilbliotekernes Temasamarbejde